Juleskikke og julesymboler
fra nær og fjern før og nu - Artikel i Sorø Amtstidendes julenummer 1955

Juletræet, engle, nisser, lys og mad er vist vore mest almindelige julesymboler. For mange er tillige jule evangeliet og festen i kirken det årligt tilbagevendende tegn på glædens fest.
      Hep vil vi underforstå, at de mest almindeligt kendte ting om julen og dens oprindelse står nogenlunde klart for læseren. Altså vil vi ikke vurdere om julens oprindelse er hedensk, om den begyndte, da de tre konger fra Østen drog mod Bethlehem, eller om den begyndte med Jesu fødsel.
      Fra tilfældige notater, artikler og bøger af mange slags er de følgende oplysninger hentet. De er måske ikke alle videnskabeligt korrekte, men de er i hvert fald ikke kedelige.

Synes De, at juleudsmykningen og reklamevinduerne er værre i år end tidligere, bør De vide, at de første forsøg på at gøre julen til en religiøs fest måske allerede blev gjort i det 2. århundrede - og i hvert fald i det 4.
      Paven advarede da stærkt mod at blande det himmelske og det jordiske. Hermed ville han forbyde en slags kamevalsudklædning under festerne til Jesu ære. Og ved forskellige lejligheder har århundrederne hørt den tale i forskellige udformninger.
      Deri danske folkemindesamler H.F. Feilberg anser julen for oprindelig at have været en sjælenes fest, altså en fest for de afdøde, og han giver mange eksempler fra litteraturen på, at mennesker har truffet deres nærmeste afdøde på julenatten.

Hans svenske kollega Hilding Celander sammenligner julen med faraonernes skatkammer, hvad de kulturhistoriske skatte angår. Han udelukker ikke, at alle de forsøg, der i tidens løb er gjort på at fortolke oprindelsen af ordet »jul«, kan være delvis korrekte. Endnu har ingen i hvert fald kunnet fastslå, hvorfra ordet kommer, eller hvad det betyder.
      I år 492 indførtes i kirken en lysmesse som det faste tidspunkt for velsignelse af lysene. Samtidig kunne messen minde om Jesus som verdens lys. Det blev igen i middelalderen til et kæmpelys, et stort julelys, som kunne brænde i tolv dage.
      I Norden havde vi et stort lys, som frem for de andre lys i stuen regnedes for julelyset. Det kunne være over en halv meter, højt og skulle brænde hele julenatten. I Sverige tog men varsel efter, hvordan lyset brændte. Som dét af og til ses endnu, støbtes der også grenede lys, en »arm« for hvert medlem af familien. »Sorte lys« tændtes enkelte steder for de afdøde, men skulle slukkes kort efter igen.
      Reformatoren Martin Luther får ofte æren af at have fundet på at sætte lys på et fyrretræ og pynte det, men ideens oprindelse er nok meget ældre. Både ægypterne, de gamle romere og druiderne i England fejrede guderne ved at tage palmer eller andre træer ind og behænge grenene med frugter og legetøj.

Hvor vi nu bruger juleduge i farver med dekorationer, brugtes det i gammel tid at lægge dug på bordet til hovedmåltidet. De fattige nøjedes måske et lagen, mens det andre steder skulle være en dug med frynser, hvorpå der blev lagt en glat dug.
      Måltidet var altid overdådigt i sammenligning med husets øvrige måltider, og bordet var pyntet med skueretter, som det store kolde bord stadigt er mange steder året rundt.
      Den store forhøjning, som af og til ses på opdækningen - midt på bordet under dugen - har sin oprindelse i, at der tidligere først blev lagt korn fra sidste høst og to store brød på bordet. Derefter kom dugen på. Svenskerne bar stadig denne »julehøj«, og den findes vel også en del steder i Norge. Vigtigt er det, at den skal blive på bordet under hele julen.
      Nogle steder brugtes det af hygiejniske grunde at dække al maden med en dug, som fjernedes, når der kom besøg. Ingen må jo bære julen ud, og den ankommende må huske at ønske julefred i stuen, inden han når frem til den første bjælke under loftet.

Skikken med at bære et stort, dampende fad julegrød ind, alt imens der blev fyret geværskud af, er vel svær at genoplive. Ikke mange, har et gevær nu til dags!
      I forbindelse med »skudgrøden« kunne der være tale om »grødrim«, og den skik kan De jo derimod godt prøve Ved julefrokosten. Dengang måtte man ikke få den første skefuld grød, før der var præsteret et rim om julegrød og julemad. Ideen er muligvis skånsk, men kunne kombineres med en anden ide, som også var kendt i Danmark, når der spistes grisetæer. Da fik man én snaps for hver kvarte tå, man spiste. Altså i moderne udgave: Et rim før snapsen - og ikke flere, før et nyt rim er digtet!

Nogle af de julelegender, der har gjort meat indtryk i årenes løb, er romantiske og yndige, men i barnesindet velkomne.
      Da hyrderne ved Bethlehem havde hørt om Jesusbamets fødsel, begav de sig straks af sted til hans krybbe med gaver. Bagest gik en lille hyrdepige, som græd af sorg over, at hun ingen gave havde. Men en engel forvandlede straks tårerne til smukke, hvide roser, og den lille pige skyndte sig at samle dem op og bringe dem til krybben.
      Det er Knap så mange år siden, en fattig enke med mange børn pyntede sit juletræ efter bedste evne, hvorefter edderkopperne spandt deres net rundt om det hele i de skønneste mønstre, og Jesusbarnet til sidst kom til og velsignede træet, som nu stod indspundet i kostbare sølvtråde.
      Til de legendariske blomster hører også Jerikos rose, om hvilken det fortælles, at den spirede frem i Marias fodspor under flugten til Ægypten. Julenat skal den sættes i vand og varsler da om en god høst.
      For ikke så mange år, siden var den iflammende røde julestjerne en ganske dyr opmærksomhed at sende sine venner. I dag sælges den i milliontal overalt. Den stammer fra Mexico, hvor en lille bondepige ikke havde penge til at købe en gave til Jesusbarnet, da hun skulle til messe. En engel viste sig og sagde, at hun skulle plukke noget af det høje ukrudt langs vejen. Da hun nærmede sig katedralen, brød topskuddet på hver stilk ud i flammende rødt. Siden har blomsten været kendt som juleaftens flammeblomst eller julestjerne.

Men mon ikke historier fra virkeligheden har endnu fastere klangbund hos os? Fra min barndom husker jeg stadig beretningen om våbnene, der tav i skyttegravene på "vestfronten" under l. verdenskrig, og soldater, som krigens ubarmhjertige stund sang en julesalme, så det hørtes som en hilsen fra menneske til menneske i de snavsede uniformer.
      Fra de senere års uroligheder hører vi også af og til om julefred i de urolige hjørner af vor jord. Desværre en fred, som ikke har bredt sig til hele året endnu!
      I en beretning om en vanskelig rejse i Sibirien før århundredskiftet fortælles om et selskab, der juleaften søgte ly for sneen og spurgte efter et værtshus, for at få husly der. Skønt der var ti mænd og lige så mange heste, blev de budt ind på gården, hvor de havde forhørt sig, og beværtet på hæderspladserne med kål, oksesteg, stegt gås og nødder, hertil brændevin og kvas - en sur kornvin. Sprogvanskelighederne og den almindelige utrygge situation i et fremmed land gjorde det svært straks at få rede på årsagen til, at der stod et lille opdækket bord i stuens fjerneste hjørne, hvor der ikke sad nogen. Når hver ret blev serveret, bar husets ældste datter straks de bedste stykker hen til det lille bord.
      Omsider lykkedes det at få svar. Maden var ikke et minde om en kær slægtning, men gaver til alle dem, "som man ikke bør se". Lidt senere igen åbenbaredes dét, at det var flygtningene fra de sibiriske fangekolonier. Fra det indre af Ural til Sibirien fandt de under deres natlige flugt oplyste vinduer langs vejene. Vinduet skulle blot lukkes op, så var der brød og et krus vin, men man havde ikke set dem og kunne derfor ikke fortælle om dem. At folks tro på gårdene lod dem mene, at de skulle hjælpe, fordi det måtte være Gud, der havde åbnet fængslet, er en anden sag.
      Den danske forfatter S.A. Klubien, som døde for nogle få år siden, fortalte om en rejse med tog gennem Sibirien en julenat før første verdenskrig. På en øde station skulle toget overnatte, og han, den enlige rejsende, måtte klare aig, som han bedst kunne. På værtshuset i landsbyen tog en ung kvinde imod hans bestilling på mad, men egentlig var der lukket. Dog kunne han få af familiens egen julemad: risengrød og gåsesteg! Kromanden var en dansker, som 40 år tidligere var sneet inde i byen, havde giftet sig og var blevet værtshusholder. Det blev en lang julenat, men et bevis på, at der stadig sker »undere« i julenatten.
      Søens folk på langfart oplever også en nordisk præget jul i det fremmede, især hvis der før køle- og fryseboksenes tid var en lille, levende gris med ombord. Først blev den brugt til at lege med. Den skulle - indsmurt i fedt - fanges og føres til slagtning, hvilket ikke var let, men vakte vild jubel. I dag er edt til gengæld ikke noget under, at kokken kan byde på fersk flæskesteg fra friskslagtet gris, hvor sydstjernerne lyser.
      Til de beretninger om jul i det fremmede, som har nået mit sind, er én fra en bespisning af knap 1000 sultne, fattige og forældre- eller i hvert fald faderløse børn. Missionærer, lærere og mange andre frivillige sørgede under Koreakrigen for, at de mange børn fik en strålende fest med masser af ris og kød samt tilsidst julegave til hver enkelt. Mon ikke glæden har været - om muligt - endnu større hos giverne end hos modtagerne af denne uforglemmelige jul.
      Og der er personlige oplevelser om lykkelige eller vanskelige dage. Der er vennernes beretninger om tilsvarende aftener. Barndommens store juletræ, som nåede til loftet og pyntet med flag, guirlander og englehår, eller den ensomme voksnes jul med en grangren og et enkelt lys i en flaske.

Der er en vis kontinuitet i beretningerne om julens skikke. De gamle gemte brød og korn i rituelt øjemed. Fuglenegene som sattes op i julen blev givet til kreaturerne i påsken. kageformene gemtes fra år til år. Sådan groede også mange andre sådanne vaner sig fast i dem, som ønskede at gentage en lykkelig stund år efter år. Vi gemmer også vor juletræsfod og ikke mindst en del af pynten fra juletræet i år til næste år. Det er næppe udelukkende for at spare, når børnenes hjemmelavede juletræspynt skal ligge året over og nok kan bruges igen! Og det er heller ikke for at spare, at det unge ægtepar år efter år bruger den samme topstjerne, retter dens glimmer eller piller stearin af det efterhånden lidt anløbne metal.
      Vore traditioner er vi naturligvis selv med til at skabe, men skaber man dem ikke netop på baggrund af overleverede tanker og forestillinger om det ideelle, som vi siden opstandelsen har måttet lade få plads i os.
      Lad os blot være moderne og avancerede i hverdagen, men juleaften og i juledagene skal vi have det »Gammeldags" — alt skal helst være, som vi er vant til.